Er FM forældet?

FM-radiofoni blev gradvis indført i Danmark fra 1951, ved radioprogrammerne P1 og P2.
Et revolutionerende fremskridt i forhold til den hidtidige AM-radio.
FM realiserede fra starten radiodækning i meget høj kvalitet uden susen og knitren.

Senere lykkedes det med geniale tekniske løsninger at indføre stereofoni og informations- og beredskabssystemet RDS. Begge dele bagud kompatibelt, sådan at der ikke har været én eneste radio igennem mere end 65 år, som blev ubrugelig på grund af opgraderinger.  En tysk bilradio virker lige så godt i Danmark som en dansk bilradio i Italien. FM-radioer findes i tusindvis af udgaver, fra en kuglepenneradio til få kroner over mobiltelefonen til avancerede HI-FI-anlæg.
FM-systemet bør videreføres mange år endnu, sammen med DAB, hvis nogen  foretrækker DAB.

NB! Der er plads til begge RADIO-systemer samtidig.

Hvis man definerer ”tidssvarende” i forhold til den bedst opnåelige kvalitet, så er FM på mange måder langt mere tidssvarende end DAB:

  • Bedre dækning, næsten 100 %.
  • Information og katastrofeberedskab
  • Alle eksisterende bilradioer i Europa kan modtage FM
  • Intet behov for at udskifte funktionsdygtige apparater
  • Lavere energiforbrug
  • Ved strømafbrydelser kan batterier holde i ugevis

Kun på eet punkt er FM ringere end DAB:  Der er færre mulige kanaler på FM-båndet.
Det skyldes, at FM-senderne alle sender med den samme høje båndbredde og lydkvalitet.
DAB derimod komprimeres digitalt, hvorved der er plads til flere kanaler, men jo mere der komprimeres, jo mere ”dåselyd”. DR vil ikke oplyse, hvor meget man fremover vil komprimere udsendelserne.

Det store spørgsmål er så, om vi i 2017 har så meget brug for flere radiokanaler, at vi vil acceptere et system, der samlet set er: En stor forringelse.
Mangfoldigheden er nemlig allerede sikret betydeligt bedre af to digitale tilbud via internettet:
Internetradio og ”On demand”.
I dag har langt de fleste en smartphone eller tablet, der kan modtage alle DR’s programmer i høj kvalitet (foruden millioner af andre radioprogrammer verden over).
De fleste der kan modtage DAB vil altså lige så vel kunne modtage de ”smalle” programmer via internettet, fx via en af de mange fremragende internetradioer.
On demand giver en fantastisk mulighed for at høre programmer, når man har tid til det.

Døm selv, om du mener, at flere smalle programmer på radioen er omkostningerne værd, når DR nu vil lukke FM.
Send os gerne din mening!