Er DAB tidssvarende?

Er DAB+ tidssvarende radio?

Ordet tidssvarende betyder kort forklaret: ”som svarer til NU-tidige forhold”

Hesteomnibusser ville være helt utidssvarende i København i dag, lige som en cassette-båndoptager eller et sort/hvidt TV er utidssvarende. Til gengæld mener de fleste, at brugen af apps i en smartphone er en meget tidssvarende måde at kommunikere og søge oplysninger på.

Spørgsmålet er så, om DAB i 2017 fortjener at kaldes tidssvarende eller utidssvarende?

Selve konceptet om DAB stammer helt tilbage fra 1980-erne, og den første DAB radiostation begyndte at sende i Danmark, for ca. 20 år siden, i 1997.
Det er altså allerede en af de ældre digitale opfindelser, tilbage fra dengang, hvor meget få hjem havde en PC og lige så få havde hørt om internettet.

Eftersom vi har et meget velfungerende FM-radio system i Danmark, som DAB nu ifølge DR skal erstatte, er vi nødt til at sammenligne de to radiosystemer, DAB og FM. Hvad er mest tidssvarende i 2017?
Her er en lille faktaboks:
skema

Som det fremgår, har DAB én markant fordel i forhold til FM-radio:  Muligheden for at udsende flere kanaler, hvis man går på kompromis med lyden (”MP3-agtig lyd”). Til sammenligning udsendes alle FM-kanaler i HIFI-kvalitet og bruger samme båndbredde.

Det store spørgsmål er, om behovet for flere radiokanaler er så stort nu i 2017, at det berettiger alle ulemperne ved DAB. Hvis svaret er ja, kan man forsvare at kalde DAB tidssvarende.

DAB har fået hård konkurrence fra et mere tidssvarende system, der allerede har overhalet DAB indenom: Internetradio.
Siden DAB blev udtænkt for mere end 30 år siden, har de fleste fået internet både i hjemmet og på deres smartphones, iPads og andre tablet-computere. På den måde kan de fleste nemt og ubesværet lytte til ikke kun alle DR’s programmer, men også lokalradioer og kommercielle radioer fra hele verden. Udbuddet er enormt, og flere og flere vælger at købe dedikerede internetradioer med høj kvalitet, som kan spille både P2 og RTL Best of Rock, som man har lyst til.

Dertil kommer det kolossale udbud af ”On Demand”, også  kaldet ”ondemand”, dvs radio, som man selv vælger at høre, uden at være bundet af et radioprogram. Hvorfor afsøge de smalle programmer på DAB, når man kan vælge at lytte til lige netop den udsendelse, man vil, lige når man har tid og lyst?

Udvalget af udsendelser og podcast stiger hele tiden, og udsendelsen starter i det øjeblik man er klar til at lytte.

Hvad er så konklusionen?

DAB er et utidssvarende radiosystem i 2017, fordi systemets eneste fordel er gjort overflødig af nyere teknik.

Det fortjener sammenligning med IC4-togene. 
Ganske vist har DAB fordelen af flere programmer på DAB-båndet end på FM-båndet. Men prisen for de flere programmer er alt for høj, vi får et ringere system. Samtidig er behovet for smalle programmer i dag rigeligt dækket ind med internetradio, on demand og podcast.

Hvad mener du?
Send os gerne din mening!

På forhånd tak og tak for at du læste med.